I nogle år efter Anden Verdenskrig og nazismens nederlag stod Europa åben for forandring. Men det blev kun til en kort periode, inden den varme krig blev erstattet af årtier med kold krig, hvor fronterne stivnede mellem Vest og Øst og lagde sig som et goldt jerngreb af magtbalance, atomoprustning og talrige stedfortræderkrige frem mod Berlin-murens fald i 1989.
Denne podcast handler om de danske drømme om at oprette et hotel til minde om de omkomne søfolk under besættelsen, et projekt, som skulle indvarsle nye tider også imellem arbejderbevægelsens socialdemokratiske og kommunistiske strømninger. Men sømandsdrømmene frøs til is – ligesom det internationale politiske klima gjorde det, og bestræbelserne på at få den verdensberømte kunstner Pablo Picasso til at udsmykke hotellet led skibbrud i opgøret mellem kommunister og socialdemokrater.
Højskolemanden Poul-Henrik Jensen fortæller i denne udsendelse om sit personlige møde med formanden for Søfyrbødernes Forbund, Harry Rasmussen. Han kom til at spille en central rolle både fagligt og politisk i kampen mod fascismen og nazismen i mellemkrigstiden, i solidariteten med den spanske republikanske regering og også i årene efter verdenskrigens afslutning. Her indtog han en nøglerolle i forsøget på at få Pablo Picasso til København.