1980’erne var kendetegnet af store arbejderkampe – HT-konflikten, havnearbejderstrejken, påskestrejken og andre.
Mange af organisationerne på den yderste venstrefløj opfordrede i denne periode sine medlemmer til at tage arbejde på arbejdspladser, som man anså for at være særlig vigtige i den faglige kamp.
Christian Holtet var medlem af Socialistisk Arbejderparti, som havde en strategi for ”vendingen mod industrien”. Som studerende på Roskilde Universitet havde han været aktiv i studenterbevægelsen, men droppede nu studierne og begyndte i stedet på Teknisk Skole for at blive maskinarbejder. I udsendelsen fortæller han anekdoter og historier fra seks år på B&W Motorfabrik.
Disse erfaringer gav de unge venstreorienterede en føling med, hvad folk på arbejdspladserne tænkte, og lærte dem at tale på en måde, så almindelige mennesker kunne forstå det.
En af historierne handler om påskestrejkerne i 1985, som var kulminationen på flere års frustration og utilfredshed med Schlüter-regeringen. Overenskomstforhandlingerne gik i hårdknude, hvorpå regeringen greb ind og gennemtvang en overenskomst, som blev mødt med massedemonstrationer og en omfattende strejkebevægelse på danske arbejdspladser – også på B&W Motorfabrik.