Arbejderkamp kaster ofte tankerne over på mænd i optog, men i industrialiseringen var det også kvinder, der udførte ufaglært lavtlønnet arbejde. Arbejdsvilkårene var ringe og lønnen lav, og i modsætning til de mandlige arbejdere var størstedelen af disse kvinder ikke fagligt organiseret.
Men i september 1896 så man noget usædvanligt på en reberbane på Amager, da de kvindelige arbejdere strejkede. Efter 7 uger med Olivia Nielsen i front opnåede de en bedre løn og bedre arbejdsforhold på fabrikken Jacob Holm & Sønner Reberbane.
Organiseringen af de kvindelige arbejdere på reberbanen skyldtes blandt andet Olivia Nielsens store dedikation til kvindelige arbejderes rettigheder. Da hun blev valgt ind som formand i 1885, var det stadig en lokalforening for vaske- og rengøringskoner, og året efter fik fagforeningen navnet Kvindeligt Arbejderforbund (KAF). Medlemstallet var lavt, fordi fagforeningen repræsenterede de lavest lønnede på arbejdsmarkedet, nemlig ufaglærte kvinder, der foruden deres arbejde på fabrikkerne havde børn at passe og et hjem at holde. Det resulterede i aflyste møder og mangel på medlemmer.
Den første store formandsopgave for Olivia Nielsen var derfor organiseringen af disse kvindelige arbejdere.
I denne udsendelse taler vi med historiker Anette Eklund Hansen, der har haft en lang karriere på Arbejderbevægelsens Bibliotek. For hvad var det, der var så særligt og banebrydende ved Olivia Nielsens arbejde?