Qullissat – Grønlands første arbejderby

I 1972 flyttede de sidste beboere fra den grønlandske kulmineby Qullissat. Byen blev grundlagt i 1924 for at udvinde kul til hele Grønland. I de næste par årtier flyttede mange mennesker til byen for at betjene minen og det samfund, som voksede op omkring den. Men nu sagde myndighederne stop, og folk var tvunget til at forlade deres hjem.

Byen fik en helt særlig karakter som Grønlands første egentlige arbejderby. Det var også her, at den grønlandske fagbevægelse så sin begyndelse, da de grønlandske kulminearbejdere protesterede til Grønlands Styrelse og krævede 75% lønforhøjelse, understøttelse ved sygdom m.m. Hvis de ikke fik, hvad de krævede, ville de strejke.

De danske kolonimyndigheder i Grønland var ikke vant til den type organiserede arbejderprotester fra grønlænderne. De utilfredse kulminearbejdere fik en del af deres krav igennem. Kort efter blev den danske skolelærer Børge Poulsen fyret og beordret hjem til Danmark. Børge Poulsen var nemlig kommunist og havde i tiden op til talt med flere af de grønlandske arbejdere om faglig organisering, 1. maj-demonstrationer og Det Kommunistiske Manifest. Men Qullissats status som “Grønlands røde by” levede videre. Indtil byen blev lukket i 1972.

I denne episode taler Radio Stjernen med journalist Søren Peder Sørensen, som har skrevet flere bøger om Qullissat og Børge Poulsen. Vi taler også med tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist, som voksede op i kulminebyen.


Udgivet

i

af